Kaffepausen - en hyggestund, der giver dig overskud til (endnu) bedre arrangementer

Blogindlæg


Sådan undgår du at lave den klassiske brøler i din invitation

Dette indlæg er skrevet af Tina Pearson


Hvordan får du mulige deltagere til at tilmelde sig dit arrangement?

I første omgang handler det om at skrive en invitation, de har lyst til at læse.
Dernæst skal læserne finde det så relevant, at de har lyst til at tilmelde sig.

Desværre er det sjældent så nemt som det lyder, for mange har travlt og lange lister med andre gøremål, de også lige skal have passet ind i en travl hverdag.

En af de vigtigste opgaver som arrangør er derfor at gøre sig fortjent til folks tid.

Sagt med andre ord; få gjort det tydeligt for de inviterede, at det er dit arrangement, de skal vælge at bruge tid på.

Det stiller store krav til, hvad du skriver i dine invitationer, ikke mindst fordi folk modtager så uendelig mange enslydende invitationer.

Det er ikke nok at planlægge verdens bedste arrangement, hvis ingen prioriterer at tilmelde sig, fordi invitationen ikke bliver læst.

Så hvordan fanger du folks opmærksomhed?

Det vil jeg gerne komme med inspiration til, så dine invitationer fænger og tiltrækker (endnu) flere deltagere.

 

Undgå denne brøler

Få mennesker har som sagt tid til at deltage i et arrangement, som de på forhånd tænker har potentiale til at være spild af tid.

Det kan du imødekomme ved at beskrive, hvad de får ud af at deltage, dvs. deres udbytte.

Et udbytte kan f.eks. være; en helt enkeltstående oplevelse, et møde med en bestemt person eller måske et konkret værktøj, de kan bruge i deres arbejds- eller privatliv.

Din største brøler er derfor, at du udelader en konkret beskrivelse af udbyttet og overlader det til de inviterede at gætte sig til, hvad de får i bytte for deres tid, engagement og måske penge.

 

Få Tanjas tips til at flette formålet ind

Tanja fra Erhverv Randers skriver mange invitationer, og er blevet meget bevidst om, hvad der virker og ikke virker.

Hendes målgruppe er travle iværksættere og selvstændige, som skal inviteres til netværksmøder og arrangementer.

Jeg ringede forleden til hende for at høre, hvad det er, hun skriver i sine invitationer, der får folk til at prioritere tid til at deltage.

”Noget af det vigtigste, folk skal kunne læse i mine invitationer, er, hvad får de ud af at deltage. De skal nemt få et indblik i formålet med at deltage, for så har de også lyst til at bruge tid på det” fortæller hun.

”Jeg har to steder i min invitationer, hvor jeg fletter formålet ind. Det er i starten eller slutningen.

Hvis det er i starten, skriver jeg f.eks.:

Dette arrangement er for dig, der [her beskriver jeg udbyttet]

eller

Vil du gerne [her beskriver jeg noget, de vil opnå].

 

Vælger jeg at skrive formålet ind i slutningen, kan det være med en af disse sætninger:

 

Når du går fra dette møde, så kommer du hjem med [en beskrivelse af udbyttet]

eller


Når du går fra dette arrangement, så er du blevet klogere på [en beskrivelse af udbyttet]

eller

Det, du får med hjem, er [en beskrivelse af udbyttet]

 

"På den måde ved de inviterede, hvad de kan forvente og kan nemmere tage stilling til, om det er relevant for dem” afslutter hun.

Tanjas meget letforståelige og venlige måde at beskrive udbyttet og formålet på har haft god effekt på mødedeltagelsen. For når folk er bevidste om, hvad de får ud af at deltage, så har de også meget mere lyst til at møde op.

Jeg håber, at der blandt hendes gode eksempler er bare en af formuleringerne, du har lyst til at flette ind i dine fremtidige invitationer. For det vil med stor sandsynlighed give flere deltagere.

 

Et ekstra tip

Her til sidst vil jeg lige dele et ekstra lille tip med dig.

Vælger du at beskrive udbyttet eller formålet nederst i invitationen, så brug overskrifter. På den måde får folk nemmere øje på alle fordelene ved at deltage.

Her er et par eksempler, du er velkommen til at snuppe:

 

Du får dette med hjem:

[Her beskriver du, hvad de får med hjem af viden, værktøjer m.v.]

 

Dit udbytte af dagen:

[Her beskriver du udbyttet. Gerne i punktform]

 

Du bliver klogere på:

[Her beskriver du, hvad de bliver klogere på]

 

Held og lykke med at skrive fængende invitationer (nu med udbytte).



 

Har du lyst til mere inspiration?