Kaffepausen - en hyggestund, der giver dig overskud til (endnu) bedre arrangementer

Blogindlæg


Dette er ikke en invitation. Det er din billet til flere deltagere.


Hvem vil ikke skrive en fængende invitation, der får læseren til at kaste sig over tilmeldingsknappen?

Det vil jeg gerne, og du har nok samme ambition, for vi ved jo begge, at planlægningen og økonomien (ofte) er den samme, om der er fuldt hus eller et lunkent fremmøde.

Så hvordan formulerer du en fængende invitation, der på én og samme tid er så spændende, at folk rent faktisk læser den OG tilmelder sig.

Det har jeg et kneb til, som du nemt kan bruge næste gang, du skal skrive en invitation.

Rent faktisk får du 5 forskelle kneb til at fange folks opmærksomhed med.
 

Derfor skal din invitation fænge i første sekund

Lad os først være enige om en ting. Det er ikke nok "bare" at sende en invitation. Dem får folk massevis af hver eneste dag.

Det handler om at sende en FÆNGENDE invitation, der på få sekunder fanger deres opmærksomhed.

Det gør du ved, at netop din invitation starter anderledes end alle andres invitationer.

Fanger du læseren i første linje, er der stor chance for, at de får læst helt ned til dit fantastiske program og straks tilmelder sig.

Og det er jo hele formålet med invitationen.
 

Mød din deltager Ole

Så hvordan skriver du en fængende indledning, der gør, at læseren straks leder efter tilmeldingsknappen?

Det vil jeg gerne give dig et værktøj til, og det er både nemt og sjovt at bruge. Mange, jeg har introduceret det for, kalder det ligefrem en kærkommen AHA-oplevelse. 

Men først vil jeg gerne introducere dig for Ole. 

Ole er som folk er flest - et menneske. Et menneske med udfordringer, drømme, liv og familie. 

Du skal møde ham, fordi han repræsenterer én af de mange, du sender invitationer til, og du skal forstå, hvorfor min metode virker på ham. 


Oles hæk skal klippes (nu!), siger hans hustru

Ole er på vej på arbejde og spekulerer på, at han nok snart må gøre noget ved al hans overarbejde, for det er begyndt at give problemer på hjemmefronten.

Problemet er bare, at han ikke aner, hvad han skal eller kan gøre.

Og nu er hans hustru Jette begyndt at kommentere det.

Faktisk endte det i lidt af en diskussion i søndags, for Jette er godt gammeldags træt af, at han arbejder i weekenden i stedet for at få bygget den nye carport færdig og klippet hækken, der nærmer sig de tilladte 180 cm i højden.

Forestil dig nu, at Ole (med alle sine tanker og frustrationer) kommer ind på kontoret, tjekker sin mail og ser 2 forskellige invitationer (til samme type arrangement).

Hvilken tror du han vil tilmelde sig?

A)

Invitation til morgenmøde den 13. juni

XX-firma har hermed fornøjelse af at invitere dig til morgenmøde om emnet: ”Planlæg din arbejdsdag optimalt” med fokus på de faktorer, der spiller ind på din arbejdsdag.

Deltagerne på mødet vil være ejere og ledere af mellemstore virksomheder. På mødet vil der være indlæg af xxx ...

(På nær ”emnet” er dette en direkte kopi af en invitation, jeg modtog for nylig)


B)

INVITATION: Vil du have mere fritid og stadig være effektiv på arbejdet?

Overskud kan planlægges, og du kan få frigjort mange timer ved ændre på ganske få (arbejds)vaner.

Kom og lær, hvordan du bliver bedre til at prioritere opgaver og tid, og få samtidig praktiske værktøjer, du allerede kan bruge næste dag på jobbet.
 

Gætter du også på B?
Jeg gætter på, det er "B", fordi formuleringen i "A" er ret kedelig (efter min mening) og set 100 gange før i andre invitationer.

Starten kræver af læseren, at man skal gætte sig til, hvad man får ud af at deltage og sorry to say... de fleste hopper nok hurtigt videre til næste e-mail i indbakken. 

I "B" skrives der direkte til læserens situation og behov. Du-formen tages i brug, og folk føler, at det handler om dem. 

Deltagerudbyttet læses tydeligt i både overskrift og den indledende tekst, og derfor fænger teksten, og læseren får lyst til at læse videre og (forhåbentlig) tilmelde sig.

Derfor er det vigtigt, at du finder en måde at skrive til folks behov og følelser på (uden at være omklamrende), så din invitation adskiller sig fra alle andre invitationer. 


Brug disse 5 spørgsmål til at skrive en fængende invitation

Næste gang du skriver en invitation, prøv da at undgå al det formelle i starten og skriv i stedet til folks udbytte på en personlig måde.

Her er et forslag til, hvordan du kommer i gang med at "tale" direkte til læserens behov

Brug disse spørgsmål til at italesætte et behov hos dem, du gerne til tiltrække. 


5 fængende spørgsmål, der kickstarter din invitation:

Vidste du, at:

Vil du gerne:

Kender du det, at:

Kunne du godt tænke dig, at:

Er du sikker på, at du:

 

Bruger jeg dem i casen om Ole kunne svarene være noget i retning af:

Vidste du, at det ikke er timer, du mangler, men 3 vaner, du skal af med?

Vil du blive bedre til at prioritere dine opgaver, så du får mere tid til det sjove?

Kender du det, at du aldrig har helt fri, for der er altid noget arbejde, du skal lave (også i weekenden)?

Kunne du godt tænke dig at koble mentalt af, når du har fri?

Er du sikker på, at du kan holde til det her tempo i længden, eller er det tid til at passe bedre på dig selv?

 

Ved at ”lege” med disse sætninger, inden du skriver din invitation, får du en gaveregn af formuleringer, der taler direkte til de mennesker, der skal læse din invitation.

Når du har disse sætninger, prøv så at bruge dem i starten af invitationen. Alt det praktiske skal folk nok læse, når du har fanget deres opmærksomhed.



 

Har du lyst til mere inspiration?

Kommentarer (4)


Af Grace Nørgaard | DAKOFA

Kender du det...............?

- ja, det gør jeg. Invitationerne ligner hinanden, både dem jeg modtager og dem vi selv sender ud, så jeg vil da helt klart huske på de 5 spørgsmål - så må vi se, hvad det kommer til at betyde:-) Jeg er sikker på ….. vi godt kunne tænke os......og meget gerne vil....ha' flere til at deltage i vores arrangementer. Det er såmænd ikke fordi vi ikke vidste...………...at man skal gøre sig umage, når der inviteres, men nogle gange skal vaner brydes. God dag til alle.

Af Tina Pearson | NemTilmeld

Re: Kender du det...............?

Jeg har læst at for at bryde en vane skal du gøre noget 21 gange f.eks. hver dag i tre uger, så sidder det på rygraden. Jeg har prøvet det nogle gange.... og det virker. Både da jeg skulle lære at drikke kaffe uden sukker, og da jeg skulle i gang med at kommunikere på de sociale medier.... 21 gange og så tænker jeg ikke så meget over det mere. Så jeg håber I kaster jeg ud i udfordringen med en kommunikation i (mere) øjenhøjde :-)

 

Af Sara Legind-Hansen | Kunstklubben Gentofte

Tak for indspark

Det er nemt at falde suppen og gøre som man plejer - selvom man har "Ole" tankerne. Tak for de gode kommunikative ideer. De skal prøves i praksis.

Af Tina Pearson | NemTilmeld

Re: Tak for indspark

Dejligt Sara, at du kan "bruge" kære Ole. Han er rigtig god at have i tankerne :-)

 

Skriv kommentar

Annuller kommentar
Vi glæder os til at læse din kommentar, som bedes holdt i en god og sober tone.
Kommentarer med henblik på salg eller promovering vil blive slettet.
Læs om vores spilleregler her.
Din email vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.
Ved brug af denne formular accepterer du opbevaring og håndtering af data på denne hjemmeside.
Læs vores cookie- og privatlivspolitik her.
Gem navn, firma/organisation og email i denne browser til næste gang jeg kommenterer, så jeg hurtigt og let kan følge op på andres kommentarer til mit indlæg.
Du kan efterfølgende slette de gemte webstedsdata i din browser, følg denne vejledning: http://minecookies.org/cookiehandtering/.
Modtag email notifikationer ved nye kommentarer til dette indlæg, så jeg hurtigt bliver orienteret om andres kommentarer. Du kan afmelde dig email notifikationen nederst i de modtagne emails.