Kaffepausen - en hyggestund, der giver dig overskud til (endnu) bedre arrangementer

Leder


Netværk er alfa omega

Jeg husker, at jeg sad på gulvet bag scenen og holdt om mine knæ. Jeg græd ikke - jeg var i choktilstand. Jeg sad bare og stirrede ned i gulvet, og ignorerede velmenende kommentarer fra min assistent, Sandra.

Der var få minutter til, at 15 toplækre mandlige modeller skulle på scenen på et diskotek i Kolding. Det øsregnede udenfor, og året var 2001. Mændene stod bag scenetæppet, og var klar til at gå ud og fyre et brag af en modelkonkurrence af.

Og hvorfor sad jeg så her og var i chok? Jo, jeg havde fået den kække ide at købe rettighederne til den danske del af en international mandemodelkonkurrence. Jeg var selvstændig og levede af at lave events, så hvorfor ikke en med en masse lækre mænd ;-)

Det var sjovt og det gik fantastisk til de 3 første lokalfinaler i København, Roskilde og Odense.

 

Mange hundrede piger stod ved scenekanten. De hvinede og skreg (så det ringede for ørerne), og de flotte mænd flirtede og festede på scenen.

 


Billedet er fra den københavnske lokalfinale 

Men så ramte vi Kolding.

Nå tilbage til showet... Foran scenen sad 5 spændte kendisser klar (en af dem var Jørgen Kløcker fra Robinson Ekspeditionen i 1999 - gisp det er længe siden, jeg sad og fulgte det tv-show). Kan du huske ham?

De udgjorde aftenens lokale dommerpanel. I baren stod der 3 festklædte unge piger - kampklar til at hvine og flippe ud over mændene på scenen.

Og det var det! 3 piger = 3 publikummer.

Kun disse 3 piger havde købt billetter, og lige dér (bag scenen) gik det op for mig, at nu kom der nok ikke 200 gæster væltende ind af døren. (Det skulle der til for, at budgettet hang sammen)

 

Jeg måtte virkelig tage mig sammen
Takket være de seje (og lækre - nævner det lige igen) modeller, fik de 3 gæster og dommerne en kæmpe oplevelse. Men hvor var jeg?

Jeg tog mig sammen (the show must go), rejste mig op og klarede min del af opgaverne med et stramt fokus på showet – vi skulle jo have en vinder, vi kunne præsentere til finalen. Så det var bare om at stramme ballerne, og få det ”overstået”.

Var jeg flov over for kendisserne – åh ja.

Var jeg strækslagen over de økonomiske konsekvenser - i høj grad.

Var jeg skuffet, da jeg fandt ud af, at ejeren af diskoteket ikke havde overholdt sin del af aftalen, og havde ”glemt” at distribuere alle de dyrt producerede flyers ud i lokalsamfundet – jeg græd (inden i), og det gjorde ondt at smide dem i skraldespanden bagefter.

 

Det blev dyrt - rigtig dyrt - for jeg skulle jo stadig betale for alle udgifterne til showet, selv om der ikke var nogle billetindtægter.

 

Denne ene lokalfinale kom til at koste mig 100.000 kr. i tab. Penge der skulle betale for markedsføring, udgifter til lyd og lys, av-udstyr, personale, konferencier, transport af modeller, personale og kendisser - listen var lang - suk. 8 år tog det mig at afdrage på det lån, jeg måtte optage. Men hvad gik galt?

3 lokalfinaler ud af 6 gik rigtig godt. Ja, jeg måtte aflyse to andre lokale finaler i Jylland (inden de blev afholdt), da der ikke var solgt nok billetter.

Finalen i Store Vega i København med 1300 betalende og skrigende unge piger gik over al forventning (dog løb det kun lige rundt økonomisk).

Det var alligevel en vild oplevelse, som jeg ser tilbage på med den største stolthed. Fandt lige et gammelt udklip fra det hedengangne sladderblad "Her og Nu", hvor jeg kan se, at jeg havde både Sofie Lassen-Kahlke og Pernille Aalund i dommerpanelet til finalen (sjovt).

Jeg er sikker på, at grunden til det gik så godt på Sjælland var, at jeg var lokalkendt. Jeg vidste, hvem jeg skulle samarbejde med, og hvordan jeg skulle markedsføre eventet i Roskilde og København. (er opvokset i Roskilde)

I Odense havde jeg kæmpe opbakning fra nogle lokale unge mennesker (venner af de lokale modeller), som for rundt i uger og hængte plakater op og delte flyers ud på gågaden og på uddannelsesstederne.

 

Det her kan du måske lære af min fejl?
Det kan jo kun blive et kvalificeret gæt, men med den erfaring, jeg har i dag, så ville jeg have brugt mit netværk endnu mere. Jeg ville have talt med andre, som holder arrangementer i det jyske (som måske har en mere tilbageholden holdning til modelkonkurrencer), og fået råd til, hvordan jeg kunne motivere de jyske unge til at betale for en modelkonkurrence på det lokale diskotek.

Jeg er også ret sikker på, at der ville være mindst en i mit netværk, som ville have anbefalet mig at få alle aftaler på skrift, og tjekke op på om den lokale arrangør gjorde sin del.

Så med et netværk af personer, som vidste noget om det jyske "arrangementsmarked", var jeg nok ikke gået så galt i byen.

 

Derfor deler jeg denne oplevelse med dig (og det er vildt grænseoverskridende). 

 

Vi kan lære af hinandens erfaringer ved at dele dem med andre. Det er det, jeg tror på, og prøver at efterleve hver dag.

Kaffepausen er for mig en mulighed for at hjælpe et andet menneske til at få så gode oplevelser som muligt med arrangementer. Så håber jeg på, at det smitter af på dine deltagere, så de også får den mest optimale oplevelse.

 

Lad os hjælpe hinanden
Jeg har lært, at der ikke er genveje med planlægning af arrangementer. Ingen formular for det perfekte arrangement, og ingen udfordringer, der er ens – men der er heldigvis - NETVÆRK.

Der er folk som mig og en masse andre, der har fået erfaringer med det, som lykkedes, og det, som ikke lykkedes.

Netop disse historier, erfaringer, tips og råd vil vi gerne dele med dig her på KAFFEPAUSEN.


KAFFEPAUSEN er stedet, hvor du lader op, mens du lærer af andres erfaringer (og måske du vil dele dine egne erfaringer med os andre).

 

Det er DIN pause mellem arrangementerne.

Det er her, du bliver motiveret, inspireret og nogle gange får et lille grin. (yes - vi har tænkt os at være lidt sjove indimellem)

Så giv dig selv tid til at snuppe en kop kop (eller te) - smæk benene op på bordet og læs et indlæg eller se en video... Du fortjener det!


Jeg ønsker dig hjerteligt velkommen til KAFFEPAUSEN.

Og håber, at du kan bruge vores tips i din hverdag (ellers skriver du bare en besked, hvis der er noget du savner jeg skriver om).

 

Kh. Tina

 

 

 

 


Kommentarer (1)


Af Nicoline Hansen | PLUS Agency

Holy moly!!!

Tina, din gæve multikunstner! Sikke en historie. En af dem, der er sjovest at fortælle om bagefter - mange år efter... Virkelig flot af dig at dele den, TAK :-)


Skriv kommentar

Annuller kommentar
Vi glæder os til at læse din kommentar, som bedes holdt i en god og sober tone.
Kommentarer med henblik på salg eller promovering vil blive slettet.
Læs om vores spilleregler her.
Din email vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.
Ved brug af denne formular accepterer du opbevaring og håndtering af data på denne hjemmeside.
Læs vores cookie- og privatlivspolitik her.
Gem navn, firma/organisation og email i denne browser til næste gang jeg kommenterer, så jeg hurtigt og let kan følge op på andres kommentarer til mit indlæg.
Du kan efterfølgende slette de gemte webstedsdata i din browser, følg denne vejledning: http://minecookies.org/cookiehandtering/.
Modtag email notifikationer ved nye kommentarer til dette indlæg, så jeg hurtigt bliver orienteret om andres kommentarer. Du kan afmelde dig email notifikationen nederst i de modtagne emails.